Irland
Et sikkert ergonomisk løft:
– Værktøjer til risikovurdering og regler for manuel håndtering i Irland
Hvis manuel håndtering finder sted på arbejdspladsen, har man som arbejdsgiver et ansvar for at sikre, at ens medarbejdere er i stand til at udføre et sikkert ergonomisk løft. På denne side fokuserer vi specifikt på regler for manuel håndtering og risikovurderingsværktøjer, som de eksisterer og gør sig gældende i Irland.
Her på siden vil man bl.a. kunne finde:
- En introduktion til den vigtigste myndighed i Irland inden for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, som også står for at håndtere området inden for manuel håndtering.
- En hurtig gennemgang af risikofaktorerne i manuel håndtering.
- Et sammenkog af arbejdsgivernes juridiske ansvar i forhold til manuel håndtering af byrder.
- Ergonomiske værktøjer til risikovurdering af det at løfte, sænke, bære, skubbe og trække.
Myndigheden ansvarlig for manuel håndtering i Irland
I Irland er der, så vidt vi kan se, kun én myndighed, som primært står for at håndtere sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, nemlig HSA (Health and Safety Authority).
HSA (som også blot omtales som ‘Autoriteten’ the ‘Authority’) er den instans, som er ansvarlig for at tilvejebringe de midler, som skal sikre, at arbejdere beskyttes mod arbejdsrelaterede sikkerheds- og sundhedsrisici såsom ulykker og skader. HSAs arbejde er primærkt af præventiv natur.
HSAs aktive rolle er både rådgivende og håndhævende. Således skaber HSA både informationsmateriale og retningslinjer omkring, hvordan man forbedrer arbejdsforhold i alle sektorer samtidig med, at de også besidder rollen i at håndhæve loven ved at overvåge virksomhederne og udsteder advarsler eller bøder, hvis disse ikke lever op til loven (dette gælder også i tilfælde af overtrædelse af reglerne for manuel håndtering og sikkert ergonomisk løft).
I Irland kan man finde det juridiske grundlag for arbejdsrelateret sikkerhed og sundhed i Safety, Health and Welfare at Work Act 2005 (Loven for sikkerhed, sundhed og velfærd på arbejdspladsen 2005).
Denne lov beskriver arbejdsgivernes og arbejdstagernes ansvar lige såvel som HSAs eget ansvar.
Denne lov har en forebyggende tilgang til arbejdsrelaterede ulykker og sygdomme. Konsekvensen af dette betyder i praksis, at det er lovpligtigt for arbejdsgivere at udføre risikovurderinger for at identificere farer (også dem af ergonomisk art). Man kan finde en guide til loven her.
For at hjælpe arbejdsgivere med at overholde loven, har HSA skabt en masse relativt letlæst materiale omkring manuel håndtering og ergonomi.
I deres Guide to the Safety, Health and Welfare at Work (Retningslinjer til sikkerhed, sundhed og velfærd på arbejdspladsen) beskriver HSA bl.a. arbejdsgiverens ansvar i forhold til manuel håndtering og giver ergonomiske retningslinjer for et sikkert ergonomisk løft samt risikovurderingsværktøjer til manuelle håndteringsopgaver. Dette dokument er imidlertid ikke en hurtig ting lige at scanne igennem, så i det følgende har vi hentet nogle af de, efter vores mening, mest relevante punkter.
I fin overensstemmelse med EU direktiv 90/269/EØF (også uofficielt døbt ‘det manuelle håndteringsdirektiv’), kan man udlede følgende af dokumentet:
Det er arbejdsgiverens ansvar at sikre, at ingen arbejdere udsættes for sundhedsrisici fra manuel håndtering. Hvis en risiko identificeres, skal arbejdsgiveren finde midler til at undgå aktiviteten eller reducere behovet for manuel håndtering.
Ydermere skal alle manuelle håndteringsaktiviteter risikovurderes, og hvis opgaven vurderes for risikofyldt, skal skal der indføres organisatoriske ændringer eller mekaniske hjælpemidler for at undgå eller reducere risikoen for ryglidelser (MSD).
Arbejdere har ret til at modtage information omkring og træning målrettet den specifikke manuelle håndteringsaktivitet.
Risikofaktorer i manuel håndtering
I The Safety, Health and Welfare at Work (General Application) Regulations in Schedule 3, Regulation 69 (Reglerne for sikkerhed, sundhed og velfærd på arbejdspladsen (generel anvendelse)), er de typiske risikofaktorer, man i manuel håndtering skal være opmærksom på:
- Lastens karakteristika (for tung, for stor, for svær at holde på, indeholder ustabilt indhold etc.)
- Den fysiske indsats, som kræves for at håndtere lasten (for anstrengende, uheldig kropsholdning fx at skulle dreje i overkroppen etc.)
- Arbejdsmiljøets karakteristika (for lidt plads til at manøvrere rundt, problematisk gulv, for høj eller lav temperatur etc.)
- Aktivitetens krav (såsom for lidt hvile, ikke selvreguleret tempo etc. etc.)
- Individuelle risikofaktorer (man er ikke fysisk velegnet til opgaven, man har ingen viden/træning etc.)
Hvordan arbejdsgivere kan overholde reglerne for manuel håndtering
– Den obligatoriske sikkerhedserklæring samt risikovurderinger
Som allerede nævnt, finder man i Irland et væld af ergonomiske retningslinjer særligt målrettet arbejdsgivere. Og heldigvis er de fleste retningslinjer rimelig enkle og hurtige at kigge igennem.
Et eksempel på et sådant dokument er HSA’s Guide to Risk Assessments and Safety Statements (HSAs vejledning til risikovurderinger og sikkerhedserklæringer). Her giver HSA nogle meget enkle retningslinjer i forhold til, hvad man skal gøre som arbejdsgiver, og hvordan man gør det.
Kort fortalt skal man ifølge loven (the Safety, Health and Welfare at Work Act, 2005) som arbejdsgiver gøre mindst to ting:
- Lave en sikkerhedserklæring (safety statement)
- Udføre risikovurderinger
I sikkerhedserklæringen skal man forklare, hvordan man beskytter sine arbejderes sikkerhed og sundhed, og sikkerhedserklæringen skal også indeholde de nødvendige risikovurderinger.
Det vigtigste værktøj for at lave sikkerhedserklæringer og risikovurderinger
BeSMART.ie
– HSAs eget værktøj
HSA anbefaler dette (relativt) nye onlineværktøj til at gøre den obligatoriske proces med lave sikkerhedserklæringer og risikovurderinger nemmere for arbejdsgiverne.
Værktøjet findes på BeSMART.ie og er gratis at bruge (man er dog nødt til at registrere sig som bruger, medmindre man vil bruge værktøjet som gæst, hvilket har funktionelle begrænsninger).
Med dette værktøj laver man sine risikovurderinger i programmet, som så gemmer ens data, så man altid kan vende tilbage for at tilføje eller rette information.
Vi testede BeSMART.ie-værktøjet som gæst. Det, vi særligt godt kunne lide ved det, var, at det er meget enkelt at bruge samtidig med, at det er grundigt. Man får en fornemmelse af, at alt bliver dækket. Dog betyder grundighed også, at det tager noget tid at udfylde. Man er nok nødt til at sætte et par timer af til det.
Processen er opdelt i steps, og foregår således:
- Vælg typen af virksomhed
- Vælg typen af fare, fx manuel håndtering
- Svar ‘ja’ (eller ‘nej’) til et spørgsmål, som bekræfter, at man har valgt den korrekte type fare: fx “Løfter, skubber, trækker, bærer eller flytter du eller dine medarbejdere byrder eller tunge objekter på arbejdspladsen?”
- Så begynder selve risikovurderingen. Den består grundlæggende set af en MASSE kontroludsagn, som man enten skal svare ‘ja’ eller ‘nej’ til, fx “Hver manuelle håndteringsopgave vurderes og foranstaltninger træffes, hvor det er nødvendigt, for at undgå eller reducere risiciene.
- Til sidst i risikovurderingen, ser man de kontroludsagn, man svarede ‘nej’ til. Her skal man beslutte sig for, hvad man vil stille op med disse udsagn. Man kan enten tilføje dem til en handlingsliste eller kassere dem, fordi de ikke er relevante.
- Når man er færdig, kan man gemme og printe det hele ud.
Herunder kan man finde nogle andre værktøjer til at lave ergonomiske risikovurderinger.
Andre ergonomiske værktøjer til at lave risikovurderinger
Når man vil have et overblik over hele risikovurderingsprocessen
I deres Guide to the Safety, Health and Welfare at Work anbefaler HSA en proces i fire steps, når man vil lave en risikovurdering af en manuel håndteringsopgave.
Helt kort er steps’ene følgende:
- Step 1) Find ud af, hvilke manuelle håndteringsopgaver, der skal evalueres og risikovurderes
- Step 2) Lav en plan for risikovurderingerne
- Step 3) Udfør selve risikovurderingerne (observér og beskriv den manuelle håndteringsopgave helt ned i detaljen, identificér risikoelementer, find en løsning, som fjerner eller reducerer risiciene)
- Step 4) Undersøg løsningens effektivitet
De fleste værktøjer har på en eller anden måde inkluderet disse steps.
Printervenlige skabeloner til risikovurdering af manuel håndtering
In Guidance on the Prevention and Management of Musculoskeletal Disorders (MSDs) in the Workplace (Vejledning til forebyggelse og håndtering af muskuloskeletale lidelser (MSD) på arbejdspladsen) vil man kunne finde nogle værktøjer til risikovurdering. På side 11 kan man fx finde et par eksempler på uhensigtsmæssige ergonomiske omstændigheder for det at løfte og bære (man kan også finde denne illustration på dette ark fra HSA, beSMART. Og på side 12 er der en skabelon for en femsteps risikovurderingsproces (meget lig den som nævnt tidligere). I bilag 2 kan man se et eksempel på, hvordan man skal udfylde den, og i bilag 3 kan man finde et ark, man kan printe ud, hvis man vil risikovurdere en manuel håndteringsopgave.
Et mere teknisk værktøj til fagfolk
I samme dokument anbefales the MAC-tool (Manual Handling Assessment Charts) fra HSE også som et værktøj til risikovurdering. Dette værktøj er lidt mere teknisk at anvende og bruges mest af sikkerhedsfagfolk.
Vægtgrænser for løft i Irland
I Irland findes der ingen maksimal vægtgrænse, som kan anvendes i alle situationer. Man kan dog finde nogle retningslinjer til ergonomiske løft, hvor lastens vægt ændres i forhold til dens placering ud fra kroppen. Modellen i Guide to the Safety, Health and Welfare at Work er i en ret dårlig opløsning, men man kan finde samme model her på side 8. Eller man kan blot kigge på vores egen model nedenfor.
Principperne i modellen er meget simple: jo tættere lasten er på kroppen og hoften, desto mere må den veje.
Således er de maksimale vægtgrænser for ergonomisk løft under optimale omstændigheder (dvs. ingen risikofaktorer tilstede og lasten løftes tæt på kroppen ved hoftehøjde):
- 25 kg for mænd
- 16 kg for kvinder
Retningslinjer for skub og træk i Irland
Desværre har vi ikke kunnet finde nogen praktiske retningslinjer specifikt relateret til det at skubbe eller trække byrder. Men eftersom HSA anbefaler, at man bruger HSEs MAC-tool for evaluering af løft, så er det muligt, at HSEs værktøj for det at skubbe og trække (RAPP-tool) repræsenterer de anbefalede retningslinjer for skub og træk. Men igen, vi har ikke fundet noget konkret for skub og træk i Irland.
Onlineressourcer for manuel håndtering og ergonomisk løft i Irland
- På deres hjemmeside tilbyder HSA en bred vifte af links af sektorspecifikke retningslinjer for manuel håndtering samt forskellige eksempler på, hvordan man udfylder diverse skemaer, fx risikovurderinger.
- På HSAs hjemmeside kan man også finde masser af dokumenter indeholdende ergonomiske retningslinjer.
- Guide to the Safety, Health and Welfare at Work (General Application) Regulations 2007.Chapter 4 of Part 2: Manual Handling of Loads
- Manual Handling and People Handling Policy, 2018
- HSA’s Guide to Risk Assessments and Safety Statements
- Guidance on the Prevention and Management of Musculoskeletal Disorders (MSDs) in the Workplace
- BeSMART.ie
- Manual Handling Assessment Charts (MAC tool)
- Risk assessment of pushing and pulling (RAPP tool)
Vilkår for brug (disclaimer)
Vi har gjort vores bedste for at sikre nøjagtigheden og pålideligheden af oplysningerne præsenteret på denne side. Dog kan vi ikke garantere, at alle oplysninger er korrekte. Således kan vi ikke holdes ansvarlige for nøjagtigheden, indholdet, fuldstændigheden, lovligheden eller pålideligheden af de her angivne oplysninger.
Hvis du finder nogen forældede eller ukorrekte informationer på denne side, så er du meget velkommen til at kontakte os, så vi kan opdatere vores side.
Andre relaterede sider
Landespecifikke sider med ergonomiske guidelines og værktøjer til risikovurdering
Gå til hovedsiden Ergonomi for at få et overblik over regler og bestemmelser i hele verden.
Gå til forsiden.